Kintsugi

Livet er hårdt, som John Wayne sagde det – og vi kan ikke undgå at slå os på det. Alle voksne kender følelsen af at være gået mere eller mindre itu. I vores del af verden har vi lært, at når noget er gået i stykker, så skal det enten smides ud, eller også skal det limes – så man ikke kan se at det var gået i stykker. Her i begyndelsen af 2018 stødte vi på en visdom i den asiatiske tradition Kintsugi: Når noget går i stykker, så lim det sammen – med guld! Når noget får skår, får det også sjæl. Du kan ikke fjerne det der er sket, du kan ikke spole tiden tilbage. Stil dine ar frem, og vær stolt af det menneske, de ar har gjort dig til. Brug de kompetencer det har givet dig, og accepter hvor smuk og unik det gør dig. Vi blev noget begejstrede for, at der findes et begreb der, på udtryksfuld og håndgribelig måde, viser visdommen og kunsten i at acceptere sig selv og være stolt af sig selv, med alle de skår og ujævnheder livet måtte have givet en. Begrebet er på mange måder en dækkende metafor for hvordan jeg arbejder. (Kilde: Psykoterapeutuddannelsen)

KINTSUGI er Japansk og betyder golden joinery.

Hvad er livs kunst.

Jeg har været på kursus, temaet var livskunst og med øje for både krop og sind, det var rigtig spændende at tale med dygtige kolleger og en spændende og levende foredragsholder.

I temaet livskunst kom vi også omkring livstruende sygdomme, for eksempel kræft.

Der er virkelig brug for livs kunst, livsmod og at finde nye muligheder, når man bliver ramt af alvorlig sygdom.
det rammer hele familien, og selvfølgelig een selv.

Hvordan hjælper vi som terapeuter bedst.

Kontakt mig, hvis du ønsker at høre mere, jeg deler gerne ud af mine erfaringer og viden. 

Jeg er kommet hjem fra konference i Sandefjord.

Alle oplæg skulle ses i forhold til det at være familie med vanskelige vilkår som sygdom og det at være pårørende; voksen; barn eller ung i disse familier.

Der var oplæg i forhold til
- den følsomme hjerne og kapasitet for psykisk udvikling på trods af opvækst i dysfunktionel familie (Susan Hart)
- der var unge der fortalte om deres erfaringer om udvikling og hvad de synes der hjalp dem og hvad de kunne forestille sig der ville være godt at have fokus på, når man hjælper mennesker i krise
- der var oplæg om kompetencesamfund, barndom og udenforskab (Ivar Frønes)
- oplæg og os som professionelle i samspil med hinanden i "systemet" og med de berørte borgere (Arne Kallekleiv og Lise Aarøe)
- der var om skyld, sorg, skam og håb (Paul Leer-Salvesen og Frid Hansen)